Dage & År

Fernisering onsdag d. 1. juni 2011 kl. 19:00

Udstillingen åbnes af Signe Rössing Wright
Udstilingen er arrangeret af Korsør Kunstforening

Malerier og vævearbejder af Ullrich og Mette Lise Rössing

Mette Lise Rössing
Mette Lise Rössing er uddannet i Norge som billedvæver og har i 30 år haft eget værksted på Midtsjælland, hvor hun har udført opgaver til kirker og offentlige bygninger – de fleste i samarbejde med hendes mand, Ullrich Rössing.
I 1980erne, udførte hun 5 store billedtæpper til Nuuk rådhus tegnet af den grønlandske kunstner Hans Lynge.
Som underviser i billedvævning, leder af vævestuen på Historisk Forsøgscenter i Lejre og som forstander på Skals Håndarbejdsskole ved Viborg af har hun igennem mange år interesseret sig for væveteknikker fra andre kulturer samt videreformidlet disse. Her har de koptiske teknikker og brugen af åbne og lukkede soumak fået en særlig plads. I hendes egne vævninger er denne overflademønstring, kaldet flyvende nål, blevet en del af hendes udtryk. Flyvende nål er ikke en grafisk virkning der sys på det vævede, men en teknik hvor tråde fastholdes på vævningens overflade med soumak (ligner kontursting), hvorved der dannes mønstre. Teknikken giver mulighed for alverdens udtryk og i hendes 5 tekstile billeder kaldet En Cyklus, er det netop denne teknik der er brugt. Her ønsker hun i abstrakt form, at fortælle om de menneskelige livsvilkår der konstant forandres af ydre eller indre årsag og derved udfordrer og udvikler os.
I dag arbejder hun med egne værker og udgivelse af sit teoretiske materiale om billedvævning i en større bog tekstet på dansk og engelsk. Hun er formand for Landsforeningen Stoftrykker- og Væverlauget og arbejder i flere forskellige sammenhænge på understøttelse og bevarelse af det tekstile håndværk.

Ullrich Rössing
Født 1939 i Tyskland. Uddannet som kunstner og scenograf. Bosat i Danmark siden 1965, hvor han har udført en lang række udsmykninger til skoler, kirker og andre offentlige og private bygninger. Scenografi til teatre i København og provinsen. Udstillet over hele landet, desuden udstillinger i udlandet.
Ullrich Rössing har kunstnerisk flyttet sig fra et surrealistisk til et mere eksperimenterende udtryk. Han arbejder med maleri i olie og akryl, tegning, grafik og skulptur - det sidste i i både sten, keramik, træ og metal. Ullrich Rössing har tidligere igennem mange år været medlem af BKF.
Sideløbende med sit kunstneriske virke har Ullrich Rössing illustreret mange bøger, undervist i klassisk tegning og været aktiv indenfor dansk kulturliv.
Ullrich Rössing tegner kartoner (farvelagte udkast) til flere billedvævere, der udfører hans kunstneriske ideer som billedvævede tæpper og udsmykninger. Det personlige udtryk knytter sig til historiske elementer og naturens dramatik og forunderlige væsen.