30 værker fra kunstforeningens samling

Tróndur Patursson, Hans Ludvig Larsen og Frank Rosen er 3 tidligere medlemsgavekunstnere som præsenteres sammen med 3 værker af Claus Bojesen - I alt 31 rammer med 35 værker.
Værkerne kan opleves i Korsør Kulturhus i den almindelige åbningstid man-tor kl. 10-19, fre kl. 10-14, og når der er arrangementer.
Udstillingen er ophængt; men udstillingsperioden er efter Kulturhusets juleferie fra mandag den 6. januar frem til den 16. februar.

Tróndur Patursson, en meget kendt færøsk kunstner, udstillede i vort regi i november 2007 og leverede medlemsgaven samme år. Det var 2 forskellige litografiske tryk udført på Steinprent, det litografiske værksted på Færøerne.

Frank Rosen, som kom fra Holland med en udstilling i august 1999. Han leverede medlemsgaven i 2000, som bestod af mindst 10 forskellige serigrafier (silketryk) i farver, som medlemmerne kunne vælge mellem. Frank Rosen er tillige kunstneren bag vandskulpturen "De syv dage" ved Havnearkaderne.

Hans Ludvig Larsen er kendt for sine mange linoleumstryk med motiv fra arbejdspladser for en del år siden bl.a. gengivet i Specialarbejderforbundets Fagbladet. Desuden mange situationer fra hverdagen i familien. Det er nogle fine motiver med børn, som præsenteres i Kulturhuset sammen med medlemsgaven 1969 (et linoleumstryk eller træsnit i farver) og gaven 2006 et litografisk tryk i farver udført på en litografisk presse på Industrimuseet i Horsens. Kunstnerens seneste udstilling i kunstforeningen var i november 2006.

Claus Bojesen, som ved flere lejligheder har udstillet værker sammen med andre kunstnere vistes senest med kunstnergruppen PRO i marts 2018. I kulturhuset vises tre farverige værker i serigrafi.