Tidligere Udstillere
Gudmund Vang Hansen
Udstiller i Kongegaarden.
Fernisering lørdag den 4. oktober kl. 15
Åbent daglig kl. 10-16
Onsdag dog kl. 10-20
Fri Entré
Den nu afdøde kunstner Gudmund Vang Hansen (1924-97) var en kendt og spændende vestsjællandsk personlighed.
Som menneske var han afholdt og havde en usædvanlig stor bekendtskabskreds.
Derimod var der meget delte meninger om hans kunst! Mange mennesker følte sig frastødt ved synet af de ofte provokerende stærke og ”skrigende” farver og den grove rustikke maleteknik!
Gudmund Vang Hansen blev uddannet reklametegner på Kunsthåndværkerskolen i København og var af mange regnet som et udpræget talent med en lovende fremtid.
Desværre blev han som ganske ung ramt af sygdommen skizofreni og fik foretaget en hjerneoperation. Dette svækkede hans koncentrationsevne og blev en væsentlig årsag til, at de fleste billeder er blevet til på ganske kort tid!
Gudmund Vang Hansen var utrolig produktiv og udstillede ofte, blandt andet på Kunstnernes Efterårsudstilling i København senest i 1969 - men solgte kun sjældent sin kunst. En forklaring kan være, at billederne ofte præsenterede sig noget sjusket med en dårlig indramning (noget han i øvrigt ikke selv bekymrede sig det fjerneste om!) Samtidig var han kompromisløs med sin kunst og malede kun, hvad han selv kunne stå inde for - uden hensyn til karriere og salg.
Der udstilles tegninger, akvareller og malerier ( bibelske billeder, vestsjællandske motiver, portrætter og opstillinger m.m. samt et par buster i ubrændt ler.
Værkerne udstilles i samarbejde med kunstnerens søn Filip Sebastian, Flakkebjerg, tlf.: 58 18 61 63.