Beretning 2002 / 2003 - 37. sæson
- stiftet 10.10.1966 -
ved generalforsamlingen 25. 9. 2003 i Kongegaarden.
Bestyrelsen har igen i år forsøgt i fællesskab at holde foreningen levende og i vigør med formid-ling af udstillinger af god kvalitet især i Konge- gården. Forhåbentlig til glæde for og diskussion blandt såvel medlemmer som andre besøgende.
Medlemsgaven.
Det er også bestyrelsens indtryk, at medlemmerne har været glade for medlemsgaven af John Würtz, der blev trykt i et antal til foreningen og et til kunstneren som offset litografi. Flere medlemmer har benyttet foreningens tilbud på ramme.
Udstillingerne.
Udstillingerne er sammen med medlemsgaven foreningens hovedaktiviteter. Der har i sæsonen siden 1. september 2002 og til og med august 2003 kun været 9 udstillinger, hvoraf 1 udenfor Kongegaarden og 1 af meget kort varighed.. Årsagen er, at Isenstein-Samlingen har haft sine sædvanlige udstillinger i henholdsvis september-oktober 2002 og maj-juni 2003 og at december måned i Kongegaarden traditionelt er optaget af Decemberboden med en del af den lokale skare af fritidskunstnere og -kunsthåndværkere.
November var sæsonens første udstilling forbeholdt medlemsgavekunstneren 2002 John Würtz (568 gæster) med sine store såvel som mindre formater i kraftige farver, der altid skaber glæde i sindet. John er også velkendt fra alle årene på vores sommerudstilling.
Fuoriforma (284 gæster) var udstillingen med 8 unge italienske kunstnere, der viste grafik i januar 2003. En interessant oplevelse med det gamle håndværk og de moderne udtryk.
En virkelig repræsentativ udstilling for dansk kunst startede i februar. Det var Kunst til Tiden (672 gæster) med et værk fra hver af 60 af de bedste danske kunstnere. Udstillingen blev på sin landsturne vist i Vestsjællands Amt hos os og åbnet af direktør Per Mikkelsen fra Scanglas. Det foregik i samarbejde med lokalafdelingen af Kræftens Bekæmpelse. Desværre solgte vi ikke. Udstillingens værker er dog heldigvis nu ved at være afsat. Beklageligvis var værkerne så eftertragtede, at to blev stjålet ved et indbrud på udstillingen i Fredericia og en ting blev væk undervejs mellem to udstillingssteder.
I februar havde vi på Birkemoseskolen også udstillingen ”Det lykkes med en Villy model” med Peter Carlsens store billeder med premiere på pædagogisk materiale, desværre blev materialet ikke brugt af mange. Men billederne vakte så meget opstand blandt elever og personale, at de blev forvist til lærerværelset, så elever og tilfældigt besøgende ikke skulle blive stødt.
På grund af en lidt kort låneperiode for Kunst til Tiden valgte bestyrelsen fra den 24. februar til den 2. marts at vise Et gensyn med værker fra Kunstforeningens Grafiske Samling (54 gæster). Det var Henry Heerup 12 rammer med linoleumstryk, optryk udgivet i en mappe i 1991 -18 rammer med digtsamlingen ”Ud af Intet kommer du blødt gående” af Jørgen Gustava Brandt og med illustrationer af Robert Jacobsen - 4 tryk af Per Kirkeby fra Brøndums nu hedengangne grafiske værksted samt Kongegaardens plakater siden 1993 og Korsør Plakaten 2003 af Per Bak Jensen.
Danmarks deltager ved Biennalen i Venedig Ursula Reuter Christiansen viste i marts sine værker under titlen Besværgelse. (392 gæster). Selve biennalebidragene blev vist på Charlottenborg omkring samme tidspunkt.
En af vore sommerudstillere Viggo Lynge Larsen (318 gæster) fik allerede i april mulighed for at vise sine udtryksformer alene i Kongegaarden. Det var en spændende oplevelse, som bragte os indtryk til eftertænksomhed og mange historier.
Efter Isenstein Samlingens store udstilling i maj og juni måned med dæmpet lys i Kongegaarden blev det tid til den efterhånden traditionelle Kongegaardens Sommerudstilling 7. Hvor de sædvanlige udstillere Lizzie Thyssen, Kirsten Ernst, Jane Morten, Ida Just Møller, John Würtz, Jesper Neergaard og Viggo Lynge Larsen blev suppleret med Søren Hansen, som ofte bor på den anden side af Klarskoven. Udstillingen var den bedst besøgte i denne sæson med 689 gæster. Åbningen af sommerudstillingen var via gode kontakter fra Peder Skau lagt i hænderne på den litterære personlighed, digteren og oversætteren Jørgen Sonne, der oplæste egne digte og i øvrigt på udstillingen fik plads til sine tanker, som forhåbentlig har givet overvejelser hos mange gæster. På samme tid kunne i øvrigt ses en stor udstilling på det Kgl. Bibliotek om Jørgen Sonnes virksomhed.
August måneds udstilling var ”egen import” fra Tjekkiet. Kunstneren Jiri Bartunek (369 gæster) viste udstillingen ”Signs are Science” bl.a. med spændende tolkninger og sammenstillinger af kendte tegn til nye tanker for beskueren. Udstillingen blev åbnet af den tjekkiske ambassadør Marie Kostalova og viceborgmester Kurt Rehder.
Foreningens 8 udstillinger i Kongegaarden har samlet i sæsonen haft 3346 gæster 418 gæster pr. udstilling eller pr. udstillingsmåned 485 gæster, hvor det i sidste sæson var 580 gæster pr. udstillingsmåned. Hvis udstillingen med færrest (54 gæster) tages fra er gæsternes antal pr. udstilling 470 med variationer fra 284 til 689 gæster. Det samlede besøgstal i Kongegaarden i hele sæsonen har været 4.761 gæster eller 396 gæster pr. måned i gennemsnit.
Der er ganske ringe salg på foreningens udstillinger, bestyrelsen vil venligst opfordre køb.
Andre aktiviteter.
Kunstforeningens bestyrelse sørger for at Kongegården er åben til Cityforeningens-Evenings arrangementer i slutningen af maj og august, hvor der er mange mennesker i byen. Desuden husker vi traditionen med lys i vinduerne om aftenen den 4. maj, men der holdes ikke åbent.
Keramikmarked 2003 arbejdede vi ihærdigt på med megen annoncering og mange kontakter til potentielle deltagere. Desværre uden held, kun 8 havde tilmeldt sig. Heldigvis har både kommune og amt vist sig velvillige og betalt den del af tilskuddet, som var anvendt til disse resultatløse tiltag. Vi må beklageligvis konstatere, at et rent keramisk marked ikke kan bære i vort område. Et forsøg på et marked med al kunsthåndværk blev gjort i Nykøbing Sjælland.
Foreningen har i oktober 2002 forsøgt at skubbe til etablering af Vestsjællands Kunstmuseum i det tidligere Bro- og Naturcenter ved Halsskov Odde og måske få etableret andet, som kan gøre Korsør til en kunstby. I øjeblikket arbejder bestyrelsen på den længe lovede vejviser til Kunst i Korsør, som i første omgang skal kunne ses på vores hjemmeside. Vi håber det lykkes i denne omgang.
I foråret blev i et medlemsbrev udbudt et besøg med rundvisning på Vestsjællands Kunstmuseum, desværre var der kun få tilmeldinger, så bestyrelsen valgte at aflyse turen.
Skulptur m.m.
Foreningen søgte kultur- og fritidsudvalget om i forbindelse med den maritime kulturuge at få gennemført et projekt med midlertidig etablering af en landskabsskulptur enten i Kongegårdshaven eller på fæstningen. Projektet opnåede ikke tilskud.
Desværre blev en skulptur igen skadet, denne gang gik det i september 2002 ud over Erik Warmings skulptur ved Biblioteket. Heldigvis kunne den repareres.
Der har løbende været drøftelser i pressen og mellem Korsør Kommunes Kunstfond og Kultur- og fritidsudvalget om placering af de skulpturer, der er opstillet i byen. Det er kunstforeningens opfattelse, at sagen er endt på bedste måde med flytning af Hanne Warmings ”Mor med børn” til Teglværksparken på Halsskovvej og Børge Jørgensens skulptur til en placering i Byparken. Hvor bestyrelsen i øvrigt for længe siden bl.a. foreslog opsat en skulptur af Ole Christensen.
Kunstforeningen hilser med glæde, at repræsentanter fra Vemmelev har ønsket sig en skulptur i denne del af kommunen. Vi glæder os til at være med til at arbejde for sagen. Vestsjællands Amt har en støtteordning hvorefter amtet giver 2 kr. pr. indbygger hver gang kommunen giver 4 kr. tilskud amt/kommune, så hvis kommunen giver 80.000 kr. kan der hentes 40.000 kr. i amtet endnu i år og dertil kan lægges bidrag fra kunstforeningen og fra andre sponsorer, så det skal nok kunne blive til en god skulptur.
Vi håber at Korsør kommune også vil huske vedligeholdelsen af de eksisterende skulpturer med eller uden vand, hvilket vi har observeret desværre ikke altid er tilfældet. Foreningen har netop skrevet til kommunen om problemet.
Kunsttiltag af andre.
Der blev i januar af Rotary i Korsør lavet en aftale med flere ejere til tomme butikker om at få mulighed for at udstille kunst i de tomme vinduer. Kunstforeningen har dog ikke endnu haft mulighed for at benytte sig af tilbudet, men det har heldigvis bl.a. Storebæltsgruppen og Isenstein Samlingen.
Fyrbåken Koen blev endelig indviet på sin plads ved den renoverede banegårdsbygning. Et minde om en svunden tid, en del af byens historie; men derfra til også at anbringe andre rester fra færge- og togdriften i f.eks. rundkørsler, som der har været foreslået, synes vi der bør placeres ting af mere kunstnerisk og landskabelig karakter.
Museet på fæstningen gennemførte en flot udstilling med japanske dragter udlånt af og tekstiler designet af med Reiko Tange, som i øjeblikket er beboer i den ene af Kongegårdens legatboliger.
På museet gennemførtes også en udstilling med en af de bedre og anerkendte lokale kunstnere, den nu afdøde Eigil Aagaard. Udstillingen var et resultat af en gruppe menneskers arbejde med registrering og indsamling af kunstnerens værker. Også et par værker fra vor samling var udstillet. Kunstforeningen glæder sig over initiativet og hilser det velkommen.
Kunstneren i det hvide hus på Sandvejsbanken, Susanne T. P. Dall, ser glædeligvis ud til at trives med en flot forretning og kunstkurser for mange interesserede.
Fritidskunstnerne i Korsør trives heldigvis også, for uden dette vækstlag var der ingen der nåede gennem nåleøjet til de anerkendte censurerede udstillinger. Jeg havde selv fornøjelsen som formand for kunstforeningen at åbne Storebæltsgruppens forårsudstilling på fæstningen. Flere nye grupper har set dagens lys og bl.a. Stjernegruppen har også udstillet i Magasinbygningen.
På biblioteket kunne ses en udstilling med ideer til havneudsmykning i Danmark bl.a. i Halsskov Havn. Det var spændende projekter fra unge arkitekter, som nok kunne realiseres med en vis opmærksomhed til følge.
Det er glædeligt at konstatere, at skulpturen på stationen er blevet befriet for sin skiltesandwich, så de rejsende nu kan komme forbi uden hindringer og at man nu kan se skulpturen.
Medlemstal.
Foreningens medlemstal ligger nogenlunde stabilt omkring de 300 medlemmer. Der er hele tiden en vis afgang og tilgang, som vi i bestyrelsen har vanskeligt ved at tolke baggrunden for. Dog er det indtrykket, at det ofte er medlemsgaven, der er årsag til tilgangen. I årets løb har også et par virksomheder lykkeligvis henvendt sig om virksomhedsmedlemskab.
Pr, hjemmeside, plakat m.v.
Hjemmesiden kører nu fint, men vi hører naturligvis gerne om nye ideer hertil fra medlemmerne. Klik ind på www.korsoerkunst.dk og få nyt, der opdateres ca. en gang om måneden. Der er omkring 20 besøg på siden om dagen i gennemsnit.
Kontakten til medlemmerne er blevet holdt gennem flere medlemsbreve eller direkte med ferniseringskort el. lign. for de enkelte udstillinger arrangeret direkte af foreningen. Der er også udsendt e-mail til de tilmeldte.
Kunstforeningen forsøger at synliggøre udstillingsaktiviteten først og fremmest i lokalområdet med annoncering i Korsør Posten og enkelte gange i Sjællands Tidende. Desuden annonceres i forskellige kunsttidsskrifter for at vise at Kongegaarden og Korsør Kunstforening er med i det danske kunstbillede i forhold til kunstinteresserede, som kunne tænkes at komme på besøg og i forhold til kunstnere, som kan se kvaliteten af udstillingerne.
Der udsendes meddelelser til pressen med såvel post som e-mail i forbindelse med aktiviteterne, men vi må gang på gang konstatere, at såvel den trykte presse som andre dele selv redigerer stoffet til kunderne og selvbestemmer mediets indhold.
Fornylig er det også blevet til en annonce på bibliotekets nye plasticpose.
Plakaten for aktiviteterne i Kongegården er igen rundsendt, i år med motiv af Kirsten Ernst, ligesom der også er lavet en receptkuvert på apoteket med motivet. Økonomien er tilvejebragt fra Foreningen Kongegården, Isenstein Samlingen, amtskommunens kultursekretariat og kunstforeningen. Desværre har vi heller ikke i år kunnet få penge til en A-4 plakat til opslagstavlen.
Bestyrelsen forsøger også via passive medlemskaber i kunstnersammenslutninger m.v. at synliggøre foreningen.
Korsør Kommunes Kunstfond har heldigvis i år fået godt gang i cirkulationen af egen samling og af billederne fra foreningens samling. Det er fint med det fælles arbejdslokale og arkivrum vi har i skolen i Slottensgade. Selvom det ikke er længe siden vi er blevet installeret har vi fået besked om, at vi på et tidspunkt skal flytte til lokaler i Kulturcenter Halsskov. Vi håber så på flyttehjælp fra kommunal side.
Kultur- og fritidsudvalget har nedsat en koordineringsgruppe for aktiviteterne i udvalgets regi, hvor foreningen er repræsenteret sammen med bl.a. Kulturelt Samråd. Flere fra bestyrelsen deltog i den første kulturkonference 2002, der bl.a. resulterede i en genoplivning af vanddagen, det der blev til den maritime kulturuge.
Kongegården har nu eksisteret i mere end 10 år og er ved at trænge til renovering af udstillingslokalerne med bl.a. maling og belysningen. Vi håber ejeren, Kongegårdsfonden, får mulighed for at skabe midler til at tage sig af disse nødvendige arbejder. Udstillingerne passes på god vis af skiftende kustoder, som er i jobtilbud o.lign.. Uden dem ville Kongegaarden miste det meste af sin kraft i det daglige. Sammen med de øvrige foreninger i Kongegaarden har vi derfor ansøgt kommunen om muligheden for i det mindste én fast person. Endnu er det dog ikke blevet til et svar.
Læsestue til foreningens efterhånden store samling af kunstbøger og tidsskrifter har tit været nævnt. Tingene er nu placeret i Kongegården og vil kunne benyttes på stedet i samråd med personalet - MEN kan ikke hjemlånes. Samlingen er udover vore egne indkøb forøget med en større gave foruden bøger også en del grafik, som med stor tak er modtaget fra vore mangeårige medlemmer Else og Bent Jørgensen.
Sommerarrangementerne i Kongegårdshaven er en god anledning til at få mange mennesker til at bese udstillingerne og forhåbentlig få øjnene op for vore udstillinger.
Kunstforeningens Grafiske Samling er som sagt forøget med noget grafik som gave og med forskellige tryk modtaget fra kunstnersammenslutninger og andre
Økonomi
Økonomien i regnskabsåret viser et pænt overskud. Det skyldes det mindre antal af udstillinger, så pengene vil blive brugt i den resterende del af kalenderåret.
I årets løb har vi med stor tak modtaget gode beløb fra Danske Bank, BG Bank, Kulturelt Samråd i Korsør Kommune, kultur- og fritidsudvalget samt Kultursekretariatet i Vestsjællands Amt via Det Regionale Billedkunstråd.
Samarbejde med øvrige kunstforeninger i amtet foregår ved enkelte møder i årets løb. Det er på et plan, hvor vi udveksler ideer; men endnu ikke koordinerer udstillinger.
Det Regionale Billedkunstråd i amtet forsøger at lave forskellige projekter til gavn for kunstnerne og kunstformidlingen bl.a. er der lavet en stor international keramikudstilling på Knabstrup Kulturfabrik, der afholdtes åbne værksteder hos kunstnere i amtet i pinsen og her i efteråret er Kongegården med i kunsttur til professionelle udstillingssteder i Storstrøms og Vestsjællands amter.
Flere af vore udstillinger får vi gennem Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger der altid har spændende udstillinger af god kvalitet. Fra Landsforeningen Skolernes Kunstforening får vi god grafik til en rimelig pris til formidling til medlemmerne.
Fremtiden
Så langt økonomien tillader det fastholdes aktivitetsniveauet med antallet af udstillinger på 9 til 12. Kvaliteten og omfanget bevares. Hjemmesiden udbygges snarest med Kunst i Korsør i layout, som vil kunne udskrives til direkte brug. Informationslinjen med annoncering og medlemsbreve samt tryksager til de indbudte udstillinger fastholdes. Foreningens samlinger forsøges forøget med relevant materiale.
Bestyrelsen vil fortsat arbejde for kunstnerisk udsmykning i hele kommunen med skulpturer og andet.
10. oktober kan foreningen fejre 37 års fødselsdag, som vi vil forbigå i stilhed, men bestyrelsen er allerede begyndt at tænke på 40 års dagen. Medlemsgaven 2003 for sæsonen 2003 / 2004 vil blive forskellige tryk fra Poul Janus Ipsen, som tidligere har leveret gave til foreningens medlemmer.
Bestyrelsen har i årets løb haft et godt samarbejde omkring udfordringerne, som jeg siger tak for og håber på en fortsættelse af.
Finn Mikkelsen 25. 9. 2003.