Finn Lerkenfeldt, Kjærbye, Lena Søborg: Hverdagsmaterialer i en ny sammenhæng

Fernisering lørdag d. 31. marts 2018 kl. 14:00

Kunstnerne vil være til stede
Udstilingen er arrangeret af Korsør Kunstforening

Finn Lerkenfeld
Jeg eksperimenterer med nærmest værdiløse småting som tandstikker, plastikbestik, aviser og affald fra byggemarkedet. Ved at samle tingene - ofte i ti- eller tusindvis - jeg forsøger at fremtrylle både det fysiske og poetiske potentiale i materialet og får det til at “gro” til organiske skulpturer, der virker stærkt sanselige og dragende.
Jeg begyndte at arbejde med billige, hverdagsmaterialer som f.eks. kasserede termoruder, salt eller tape, fordi man som ung kunstner er fattig, så oprindelig var det vigtigt for mig om at finde frem til materialer, der kunne købes billigt hos det lokale supermarked.
Det handlede altså om at finde noget, jeg havde råd til at købe så meget af, at jeg frit og uforfærdet kunne tillade mig at eksperimentere med organiske skulptur objekter.
Siden da har jeg holdt fast i at arbejde med billige og masseproducerede ting, for i princippet er de bare et udgangspunkt. Det der tæller, er hvordan tingen opfører sig undervejs i den lange, intuitive og undersøgende fase, hvor jeg afprøver alle dens egenskaber som byggeklods, “for at se, hvor jeg ender.”
Ofte bruger jeg kun få eller slet ingen klæbemidler, så det er selve gentagelsen og måden jeg stabler, folder eller på anden vis sammensætter de tusinder, måske hundrede tusinder af identiske elementer på, der bliver afgørende for “resultatet.”
Undervejs forvandler jeg det hverdagsagtige til skulpturer af stor skønhed – de kan minde om skyer, koraller eller cellestrukturer – og udfordrer dermed vores vanetænkning og pirrer vores sanser. “Det drejer sig om at lokke materialets egne egenskaber frem, og så indse det skønne, mens værket opstår.” Nøjagtig samme opdagelse, mener jeg , vi som beskuere gør, når vi siden betragter disse ting. ”Det var tilfældigvis bare mig, der opdagede det først.”
Mine værker bliver bygget op på stedet eller nøje tilpasset og afstemt de rum, de befinder sig i. De bryder med vores vanlige opfattelse af størrelsesforhold og med vores oplevelse og fortolkning af det, vi sanser og navigerer i. ”Jeg stiler efter at være alkymist og transcendere materialet.”
En sidegevinst er den kunstneriske frihed der ligger i ikke at arbejde på markedets vilkår eller lave finish for at kunne afsætte sine kunstprodukter.

Kit Kjærbye
Mine værker i denne udstilling repræsenterer to blik på virkeligheden:

Mine tekstiler:
”tekstiler er almindeligvis et behageligt materiale, der med sine særlige karaktertræk, såsom blødhed og eftergivenhed, indbyder til berøring.
Sådan forholder det sig ikke helt, når man beskuer Kit Kjærbyes værker, udført i kabelbindere, også kaldet strips. Ganske vist findes der en forførende kvalitet ved værkerne, der med deres klare farver og genkendelige former tiltrækker blikket. Man præsenteres for beklædning til både dagligdag og fest, men forundres samtidig over de ophængte genstandes afvisende, stive og stikkende beskaffenhed. Det er en velkendt sag blandt modedesignere, at herretøj skal være rart, mens dametøj skal være smart.
Derfor er det fristende at tolke de omhyggeligt vævede og flettede beklædningsdele som kunstnerens ironiske kommentar til modeindustriens mere og mere dakadente outfits, der som oftest er alt andet end rare at iføre sig og som fortrinsvis passer kvinder med perfekt slanke plastikopererede kroppe. De ophængte designs kan således på humoristisk vis repræsentere modens krav om perfektion taget til det ultimative niveau: beklædning som ingen kan passe.”
Citat, Ulrikka Mokdad, tekstilkunstner, Cand.mag i Kunsthistorie

Det næste blik er en genfortælling af kunstprojektet ”HUSBESØG”:
”HUSBESØG i Urbanplanen”, en fortælling om et kunstprojekt der handler om at vise sit hjem og sit område frem. Områder, der ofte bliver omtalt negativt i pressen, eller har et dårligt ry, kan være gode steder at bo. Steder at være stolte af. HUSBESØG skaber en mulighed for at fortælle en positiv historie.
HUSBESØG startede i Nakskov på Lolland i 2016. I august 2017 blev HUSBESØG afholdt i Urbanplanen, Amager. HUSBESØG giver en kunstoplevelse til folk der ellers ikke deltager i kreative processer, går på museum eller på galleri.
De besøgende inviteres indenfor i private hjem. Kunstneren og den deltagende beboer er fælles værter for en dag i beboerens hjem. Her viser de kunstnerens værk frem. Værket symboliserer beboerens fortælling om hvordan det er at bo i det pågældende område. Det handler selvfølgelig om kunst, men også om en mulighed for at mødes med nye mennesker og tale om området man bor i.

Lena Søeborg
Jeg arbejder med skulpturer og installationer. Ofte vælger jeg materialer som har haft et tidligere liv i en praktisk sammenhæng. Hverdagsmaterialer eller restprodukter. Jeg ser en poesi i genbrug på den måde, at de fleste produkter har flere potentialer end den de er skabt for. Vi er vanemennesker som er opdraget til at se på tøj, redskaber m.m. på en bestemt måde. Jeg kan lide at forstyrre denne normalitet ved at bruge velkendte elementer i mine skulpturer som jeg så bruger på en ”forkert” måde. Samtidig bruger jeg genkendelsen som en invitation ind i min verden. Humor er også et vigtigt element.
I mine installationer er jeg de sidste år blevet interesseret i deltagelse og aktiv involvering med publikum. Jeg kan lide at et værk kan fuldendes i kraft af deltagelse fra publikum. Ikke bare at de besøgende ved at se, får en oplevelse, og at der dermed er en dialog, men at værket helt konkret, fysisk ændrer sig, eller fremkaldes ved berøring, bearbejdning eller anden form for tilstedeværelse.
Det skal gøre en forskel om man som publikum er til stede eller ikke.